Hendes afhængelighed var ikke til at skjule, og hendes reaktion derpå kender jeg til hudløshed. Så som værende sløv, fjern og usammenhængende. Svævende et sted hvor livet ikke føles uoverskuelig, men mere som en flugt fra det som gør ondt. Her kan man få ro og fred for en stund. Tænkte på hvordan hun er kommet dertil, og hvad hun havde med i rygsækken. Kunne ikke rigtig definere om jeg havde lyst til at tale med hende derom, eller ruske hende. Endte med at lytte og svare på det som hun sagde.