Hej dagbog, - Jeg blev spurgt om hvordan jeg havde det, - jeg sagde mit gamle mantra "jeg lever endnu" inspireret af star trek's spok, som ser dette spørgsmål som værende ulogisk. Da jeg halv grinte over spørgsmålet, blev det taget som om jeg havde det fint, hvortil jeg kun kunne sige, at man via grin ikke altid kan se hvordan folk har det, - grin kan være en facade der dækker over gråd. Imellem os dagbog, så kan jeg jo ikke rende rundt og græde konstant, selv om jeg har det sådan indvendigt. Det virkelig sørgelige er, at der intet andet findes. Alt hvad jeg ønskede mig får jeg aldrig, og jeg kommer aldrig til at sætte pris på andet, end det jeg aldrig får..og det barn der fra 4 klasse der "high fiver" mig idag, hvor jeg så giver barnet det, der beder om,..får en "kenny er cool" oplevelse..jeg får intet..men jeg gør det fordi, jeg bære min smerte, og jeg holder den alle andre steder for mig selv.

iøvrigt, jeg lavede kaninøre på en dreng, der var oppe ved mig sammen med nogle andre..han griner nu konstant når han ser mig, og siger kanin øre til mig...hvilket er så ironisk, ham der indvendig føler så depremeret, er ham der er så populær og kan give folk et smil.

så hvis nogen tror, at jeg er ham der suger alt glæden ud af rummet..så forstår du intet..

jeg så noget om Jim caries rolle som andy kaufman i "man on the moon" her er han også inde på, at han egentlig er ret ked af det, på det tidspunkt, men han spiller en grinene rolle, der får andre i godt humør..men jeg kunne se på ham, at han indvendig ikke havde det så godt, da han sagde det..det var som om han lod masken falde..