Jeg har det gumpetungt med november i år, og vi er ikke engang halvt igennem den åndssvage måned endnu.
For nogle år siden snublede jeg også følelsesmæssigt i løbet af no fun, no sun & no-vember.
Følelsen af at være dybt ulykkelig ramte mig som en forhammer lige midt i panden en dag jeg var ude at gå tur.
Jeg måtte simpelthen sætte mig ned og tude.

Prrr, godt jeg i det mindste kun har det sådan her en sjælden gang i mellem.
Det må da bare være helt urimelig hårdt at blive vinterdepri hvert eneste år og sidde og frygte det allerede i eksempelvis juli.

Den kloge del af mig ved at motion hjælper, så hun har lavet en aftale med en hundeejer om at jeg kan låne Fido og gå nogle lange lange ture.
Jeg gider jo helst ikke forlade sofaen når jeg har det sådan her, men det hjælper at vide man kan gøre et lille vovsedyr i hysterisk godt humør og nogle gange smitter det så af :-).