Kære Hr Rasmussen

Jah ... Jeg har det som om, at jeg er vågnet op efter en fest, og tænker " hvad fanden har jeg lavet " ?

Jeg har været syg ... Nærmest psykotisk forelsket.

Jeg er vidst det man kalder: " ung og dum ". Jeg tester ... Måske fordi jeg i virkeligheden ligger et forventningspres, væk fra egne skuldre. Er det egoistisk? ...

Min far siger: "du kan ikke begå dig i forskerverdenen". Jeg svarer: " jeg har lidt nok til det ". De gamle kalder mig gammel, mens jeg er populær hvor end jeg går ... men sandheden er: at jeg føler mig alene.
Nu mere end nogensinde, fordi det gik så galt.
Jeg har brug for en kvinde ... ikke en lille pige ... og alligevel var det en lille pige på 18, der kunne tryllebinde mig.
Jeg forstår det ikke.

Nu vil hun være venner, men for mig ... så er det, at se min største fiasko i øjnene ... og jeg kan ikke undvære hende nu. Jeg har bare et håb om, at vi en dag finder sammen.
Og kan ligge det hele bag os.

Finder vi hinanden, når jeg kommer hjem ... Så tør jeg satse på hende.