Efter jeg er blevet sygemeldt er korthuset faldet sammen, forstået på den måde, at hovedet og kroppen siger fra! Niksen biksen glem det, når jeg min dårlige samvittighed melder sig. Kender "symptomerne" til hudløshed! Den endeløse sorte hul - hvor regndråber i ansigtet minder en om, at der er en verden udenfor. Aktivitetsniveauet er lig nul, men affinder mig med det! Forventer når jeg skal til samtale med lægen, at vi sammen finder en mulighed for lys i tunnelen. Jeg vil have livet tilbage som jeg har det bedst med, og ikke som nu i en osteklokke, hvor ilten hele tiden bliver mindre!

Et plus er, at digtsamlingen bliver større i denne "tilstand".