En mandag med tænkeevnen sat i venteposition af utålmodighed, en tirsdag med hausse i effektivitet, en onsdag i vandret streg og nu: tristesse. Min vandtønde har fået et godt tilskud til sit sparsomme indhold, og alligevel er der noget ved regnvejr, som trods godt overtøj skyller overskud af. Prøver at bilde mig selv ind, at der også er overførte nerver med i spil, fordi den store skal til sit livs første egentlige eksamen i morgen og forbereder sig nu. En del af mig ved, det er løgn. Den del, der vil sende tankerne tværs gennem et fladt og i dag vådt land- og vandskab. Jeg trænger til at få foræret en pose mentalbolsjer, før den åndelige snue slår helt ud.