Jeg har i dag haft 2 klassekammerater til frokost. Jeg tog den lette løsning, og købte smørrebrød, bagte en rababartærte og lidt frugt.
Sjovt og hyggeligt at mødes, snakkede om gamle dage og tiden nu. Begge deres mænd har hjerneskader, og de har det ikke så godt selv. Så deres fremtidsplaner er ikke så spændende.
Man skal huske at klappe i sine små hænder, når man vågner hver dag og har det godt. Man tror det er en selvfølge, men med deres besøg er jeg taknemlig for mit eget liv og virke.