Jeg må have skrevet rask væk 500 ansøgninger og skal skrive endnu en. For at få mit eget vikariat, som jeg ellers har kontrakt på. De tæt ved fem måneder til AC-løn er vel grund nok til at gøre det og burde således motivere mig. Alligevel føltes det som en hæslig, sur pligt at skrive skidtet.
Det gør bestemt ikke sagen bedre, at jeg i stedet eller ind i mellem skal passe selv samme arbejde og væsentligt hellere vil redigere færdig, oversætte mit eget manus, oversætte en andens, stikke af til Norge for at langtidskramme denne anden, lægge udfordring frem til interesserede et c, et c o.s.v. ...

Imens gnaver realitetssansen i mig og hvisker i mit mørnede, smurte øre, at jeg allerhelst ville skrive og besvare en strømførende flodbølge mails for at overbevise om ønskernes kollision med virkeligheden, om afstande, om pragmatisme og om tabet af troen på de dyreste ord.

Nåmen - det var den ansøgning, jeg kom fra!