Et tilbageblik på dagen igår fik mig til at tænke på, om det er mit valg af fokus, som bestemmer, om jeg er lykkelig. Jeg mener, der var ikke sket nogen ændring i min tilværelse, da mit humør skiftede. Der var kun mig og mine tanker, hvilket egentlig er skræmmende nok i sig selv. Jeg valgte (!) at hive fortiden frem, at svælge i selvmedlidenhed og gav de negative tanker frit spil. Hvor dum må man have lov at føle sig?

Men fortiden forfølger mig. Jeg kan ikke få energien til at flyde frit, for jeg har en knude som ikke løsner sig af sig selv. Men er det så en knude, jeg selv har valgt at lade blive der? Kan jeg reelt fjerne den og vil jeg? Jeg må undersøge det.

Det er nemlig ikke sorg og vrede, som gør mig uligevægtig. Det er rene følelser, som er gode, hvis de bliver udnyttet rigtigt. Det er ligegyldigheden, som hæmmer energierne i at løbe uhindret gennem kroppen. Ligegyldighed standser energien, som døden størkner blodet. Jeg må ikke være ligeglad! Så hellere være gal eller trist, men ikke ligeglad...

Hvor bliver man dog klog af at skrive dagbog...