Kære Dagbog..
Ja nu bliver det her en lang smøre om savnet af min Thomas...
Er jeg ikke forfærdelig, det er jeg begyndt at kalde ham..
han er ikke engang min.. Han VAR min tidligere chef (til læsere skal det lige siges, at han trods det kun var 26)
Og nu er han flyttet til fucking Bornholm.. Jamen tillykke Statoil Rønne... I har lige fået en så talentfuld højrehånd, at han kan få jer til en førsteplds på to uger..!! ARH...!!
Det gider jeg simpelthen ikke være med til..
Og hvad sker der for, at på vores anden vagt tilbyder han mig et job derovre.. Ja gu fanden vil jeg med, men altså..
Hvorfor..? Det kriller så dejligt når jeg tænker/snakker på ham, men Bornholm altså..
Og hvorfor skal han kalde mig for søde og sveske og alt muligt dejligt.. Det er jo ikke til at forholde sig til..
Jeg føler mig bare lidt forvirret.. Vi arbejdede kun sammen i en måned.. Det er kort tid, jeg ved slet ikke om det er nok for mig.. Men måske jo...
Jeg er så forvirret i mit lille hoved.. Jeg kan slet ikke overskue at lytte til Bonnie...
Hun er for præcis.. For præcis til at sætte ord på den kril/smerte...
Jeg vil prøve at overleve..
MVH Christina Østergaard...