Jeg har været en uge på ferie med mine børn det var skønt nok, men jeg inviterede ham til at komme en af dagene, han kører næsten forbi når han kører hjem arbejde, men han sagde han skulle nå en masse sagde han.
Fredag dagen inden jeg skulle hjem tog han på besøg hos sin ex.
tlf samtalen mellem os lød nogen lunde sådan her:
Mig : Jeg er stadig ude og spise
Ham : Ok jeg har været hos Nina og drikke et par øl
Mig : Ok, men jeg ringer når vi tilbage i sommerhuset for her er mange mennesker
Ham : jeg drak altsår bare et par øl, der skete ikke noget bla bla bla bla bla og sådan er det jo bare
Mig : Jeg har ikke sagt noget andet end jeg ringer senere
osv
Jeg forstår ikke han gik i forsvarsposition jeg har aldrig nogen sinde sat nogen grænser for ham, dog synes jeg slet ikke det er i orden at han tog hen til hende og slet ikke når han ikke havde "tid" til at se mig i den uge pga alle de ting der var så vigtige og som han i øvrigt ikke fik nået.
Nu er det så bare jeg skal finde modet til at få sagt fra over for ham, for får at være ærlig har der været nogle situationer siden sidst jeg skrev hvor han har taget på druk og vi snakker ikke bare normalt druk, nærmere noget helt overdrevet hvor han ender med at ringe og være mer eller mindre led, og så dagen efter kan han intet huske.
Han siger selv at tingene falder sammen for ham, at han savner sin far der døde for 3 mdr siden, og at han ikke kan styre det druk, men burde han så ikke gå til lægen eller noget i stedet for at det skal gå ud over mig, og hvor langt skal jeg gå?
Jeg sidder med en depresion selv er startet til psykolog og skal til at igang med noget arbejde snart så jeg kan komme videre i mit liv, jeg begynder endeligt at se lyset for enden eller hvad man siger... skal jeg virkeligt lade ham trække mig med der ned igen?
Det noget rigtigt møj det her, for jeg elsker ham, og vil jo gerne være der for ham to the end, jeg klarer det bare ikke, og synes bare ikke han helt har været så sød ved mig lidt tid nu.
Det er bare sådan at når vi så er sammen er han så sød ved mig, kærlig og god og viser mig så meget godt som jeg virkeligt har behov for og som er 100% gengældt fra min side af, det lige så snart vi ikke er sammen at han forandrer sig.
JEG KAN BARE IKKE
Hvad er det man siger om at man følger et mønster i de mænd man falder for i livet, jeg begynder at tro der er noget om det!!!
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
jeg kan jo ikke... er publiceret
11/07-2009 18:37 af
Ilusion.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.