Ja, nu er selve skelettet oppe, gulvet er på og lakeret... og trappen er godt på vej i byggeriet.

Alt roder, men hvad pokker, glæden til det er ovre er så stor at det intet gør.

Så skal der lige spises, og en samtale gør at al den glæde man bobler af slukkes med det samme.
Jeg KAN bare ikke sige det i virkeligheden, at skrive det gør ondt nok.

Hvorfor jeg ikke går igang med at studere. Evt. bare på ½tid.
Det er der flere årsager til.
Men de kan vist alle - mere eller mindre - gå under "Angsten for Nederlag igen"...

Det lyder nok noget småforkælet, men det er en angst der sidder dybt i mig.
Den nager ofte, og igår kom den ved en meget dum situation - En episode hvor jeg følte jalouxien gnave.

Men det med at studere er flere ting.
1) Jeg skal hver dag se i øjnene at jeg er anderledes.
2) Kunne ikke klare de få timers arbejde, hvordan så med studiet??
3) Se andre gå i smart tøj, bare vade med tasken, gå sammen, alt det alle andre gør.
Det gør ondt. Helt ind i mit inderste inde.

Og nej.. tør ikke mere håbe på at kunne noget, for så at opleve at smerten er for stor... At det er det fysiske der begrænser at jeg ikke kan fuldføre.
Vil så hellere tage det i "mit" tempo herhjemme og måske gøre det til en hobby til gavn for andre.

Åhh hvor lyder jeg forkælet..
Er jeg sikkert også, men smerten er for stor til at turde mere.

Ved jeg ikke kommer ud blandt andre og nye, men det fik jeg heller ikke noget ud af tidligere. Følte mig udenfor, alene og trist. Alt for "anderledes" og "forkert".
Det at gå med nogle mennesker i 3-4 år, og stadig ikke kunne tale med dem, det gør alt for ondt.

Lad mig være, lad mig være alene i min lille hule..
Gå fra mig, tal ikke mere til mig, så slipper jeg for at have dårlig samvittighed overfor dig.

Forstå det dog....