Hey dagbog, det regner på kinden for tiden, - mit hjerte sukker, og jeg føler mig selv taget ud af edward munchs billede "skriget" en sagde fornyelig at det var der man skulle have sine venner, at de var der når alt andet var forsvundet...det lød godt, men det passer jo ikke..de er der aldrig, og forsvinder uanset hvad altid før eller siden..så hvorfor samle på dem fra begyndelsen.

Jeg ved at tiden får en ende, og uanset hvad bliver det bedre på et tidspunkt. Jeg lider bare for tiden..og det er ikke de gule klatter jeg kan hoste op hver morgen, eller når jeg pludselig ikke kan få luft..og det føles som om jeg skal brække mig..

Jeg er så træt, og det regner konstant på kinden, selv om jeg er indendøres..
selv nu imens jeg skriver..