Hvilken magt den har, den lille uanselige fugl. Jeg har lige åbnet vinduet, og hvis jeg hev lærkens triller ud af helheden som et lydspor fra et stykke musik, så var der kun vindens susen tilbage. Vindens susen over nøgne, kolde bakker, der ville få mig til at miste troen på, at det nogen sinde bliver forår.
Men lærken... den lille fyr, står derude, højt over marken, og ændrer alt med sin sang. Den triste blæst bliver til et opløftende tegn på snarlig forandring af den gode slags.
Er det ikke forunderligt?
Blev lige lidt filosofisk...