Tidligere i dag, sad jeg og funderede over om jeg har opført mig urimelig over for min far. Om jeg er gået over stegen, og om jeg i det hele taget kan tillade mig at blande mig.

I et kort øjeblik fik jeg en dårlig smag i munden, og en snert af skyld følelse, men det blev hurtig afløst af andre følelser som omsorg, frustration, irritation og magtesløshed…

Han har lovet påhænget at hente hende oppe nordpå i morgen, da hendes mor er syg. Da han fortalte det, sagde jeg – nu slipper du ikke af med hende igen !! Han stillede ( som sædvanlig ) et uforstående ansigt op, og sagde – tror du ikke… Hmm jeg ved det !!

Jeg kender 2 af hendes ex mænd, som under ingen omstændigheder ønsker hende inden for døren, da de ved at hun ikke er til at slippe af med igen.

Viden om at hun har været uden for rækkevidde, har vagt en smule medlidenhed med hende og hendes familie. Hun er en stakkel !!
Men det at hun kommer tæt på igen, vækker i mit univers – MEGET ubehagelige følelser. Jeg har aldrig følt mere afsky for et menneske, end jeg gør for hende. Jeg hverken kan eller vil respektere hende..

Jeg har med 99% sikkerhed en anden vogn hvis jeg stopper hos min far, men det er jo ikke det jeg ønsker. Jeg kan bare ikke holde til at se på, hvordan hun trækker ham ned igen. Det gør ondt, men det forstår han ikke, eller vil ikke forstå.

Jeg understregede, at jeg mente det som jeg har sagt inden jeg tog der hjemme fra i dag, men det er ikke før at jeg håndhæver det, at han forstår.

Men som min søster siger – tager han hende ind, så smider han sin familie ud !!