Den ene sætning, som dukker op efter en halv time...

Sætningen, der indeholder det ord, som mine tanker kredser om... kæreste... men altid i den forstand, at kæresten er fast og en, man er glad for.

Jeg er ved at føle mig gammel og for sent på den. Der er kærester alle vegne. Og jeg ved jo godt, at jeg kunne være "kæreste", hvis jeg ville, men fokus er mere på, om det ville føles rigtigt.

Sidder her og er bitter. Jeg orker det egentlig ikke mere. Vil hellere være alene hjemme end ude blandt alle dem med kæreste. Og det værste er visheden om, at det er blandt dem, at jeg skal finde kæresten.

Jeg gider ikke mere. Vil hellere hjem og sove.