De sidste par dage har været rigtig mærkelige for mig... ned i kælderen "Hvad vil jeg egentlig med mit liv, hvad er meningen med det hele?" ... gode nyheder - operationen er gået rigtig godt :-) ... stadig nede - men er det ikke bare lige meget ... oppe af det sorte hul - hyggelig aften med venner ... forvirring - men hva' så?

Mit liv føles lidt som en rutchebane - jeg ville ønske at mit liv var mere som de danske landevej - lige med nogle bakker ind i mellem, ikke som de fransk alper!

Det er så svært... jeg har en ide om hvad jeg skal gøre for at få det hele til at køre mere glat, men jeg synes jeg har prøvet og det virker ikke rigtig... måske har jeg bare ikke tålmodighed nok. Det er i grunden mærkeligt for da jeg var mindre mente alle at jeg havde arvet min mors (store, nærmest uendelige) tålmodighed, men det er tilsyneladende gået over :-\

Det er bare så frustrerende at noget så åbentlyst og simpelt kan være så svært. Det hjælper måske heller ikke at min kæreste på nogle områder er helt modsat af mig. Han er B-menneske, jeg vil gerne være A-menneske (om vinteren sover jeg generelt så meget at jeg ikke kan kaldes A-menneske);
jeg har det bedst med at planlægge ting og lave systemer og have faste skemaer, mens han har det bedst med at tage tingene som de kommer... det er gået fint indtil nu :-) men det giver og har givet nogle vanskeligheder...

Jeg har en ide om at hvis jeg fik min hverdag i faste rammer... med faste tidspunkter hvor jeg står op og spiser og tager afsted og dens slags, så ville det hele glide lidt lettere. Jeg vil dog også gerne have at min kæreste skal være en del af min hverdag, så det bliver tit nogle mærkelige kompromiser - ofte gode, men nogle gange uheldige.

Måske hvis jeg tager det fra en ende af - lidt af gangen. Starter med mine morgenvaner og prøver at få dem til at være hensigtsmæssige og så gå videre derfra.

Måske virker det ... det vil tiden vise.