For en del år siden var vi inde til noget jule tam tam på politigården. Claus var på det tidspunkt delingsfører og skydeinstruktør i politihjemmeværnet, og de havde dengang til huse i kælderen. Nå men vi skulle spillede noget bingo banko, og han spurte om jeg ikke kunne holde hans nøgler (bla. til politigården). Jeg havde jo min fine taske med, så det var ikke noget problem! MEN... Da han skulle have sine nøgler, var de pist borte. Jeg endevendte tasken, men væk var de. Det siger vel sig selv at jeg ikke var særlig populær. Sådan ca. et halvt år efter fandt jeg dem i tasken. Tasken havde mange lynlåse, og nogen af dem var bare pynt. Jeg havde bare ikke tjekket dem alle. Sjovt nok har han ikke bedt mig om at holde signe nøgler siden. Tilbage til tasken. Emma har ødelagt den pågældende taske, så er det problem løst. Men nu står jeg og godt kunne bruge en til vores 50-års jubilæum i vores sportsforening på lørdag. Selv om jeg generel ikke er en taskepige, så fik jeg alligevel købt 2 i går og en i dag. Plus en lille kortpung. Jeg har på forhånd tjekket hvad der er af lommer og deslignende på dem. De kan jo være at det er mine nøgler der bliver væk en dag!
Jeg glæder mig til festen. Sidste gang blev klokken 08:00 før jeg fandt hjem. Det var heller ikke populært. Under festen havde jeg selvfølgelig taget lyden af telefonen. Claus var taget tidlig hjem og det var selvfølgelig okay at jeg blev. Sagen var den at jeg talte kort med ham i telefonen og måtte afslutte, da en kollega faldt ned af nogle trapper og slog hul i hovedet. Fik ringet efter en ambulance og sendt ham godt afsted. Derefter glemte jeg alt om at ringe tilbage. Til festen var der en kvinde som jeg i tidernes morgen havde boet i blok med. Vi fik os en gevaldig snak, og fortsatte ind i byen-hvor snakken forsatte. Nå ja og vupti så blev det tidlig morgen. På vores holdeplads var der er kødrand af mennesker der ventede på en Taxa, så jeg gik op til sygehuset og ville bestille en dertil. Da jeg tog telefonen frem ringede Claus. Han var noget irriteret over ikke kunne få fat i mig, og samtidig bekymret. Han blev heldigvis god igen. Har ikke planer om at jeg skal ind i byen, men man ved aldrig!
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.