Jeg er meget forvirret igen. Verden er uvirkelig og mit humør er ikke ligefrem godt. Det har været nogle hårde dage og jeg er bare træt. Konstant træt. Jeg er begyndt at betvivle alt jeg gør og føler mig ikke god nok. Jeg har hele tiden dårlig samvittighed og lyst til mad. Jeg kan ikke finde hoved og hale i mine dage. Det er svært for mig at acceptere, at jeg nogen gange skal være alene. Jeg er så bange for mig selv. Mine tanker er mørke og min selvskade lyst ekstrem. Hovedet prøver jeg at holde koldt og fokusere på gode ting. Det er bare svært. Jeg ønsker at få mere overskud og glæde, men jeg forsøger også bare at være glad for det, jeg har. Ærlig talt, synes jeg, det hele er ret hårdt for tiden. Jeg er bange for, at en indlæggelse er på vej. Måske er det også for det bedste. Så kan jeg få ro. Det er bare som om, der aldrig er tid til at passe på sig selv. Verden er barsk og vi "svagere" må indfinde os med, at det ikke er acceptabelt at vi ikke er super mennesker. Jeg er bange for, at den, der er mindst accepterende over for mine svagheder og problemer, er mig selv. Jeg bliver aldrig god nok i mine egne øjne. Men jeg må prøve, både at acceptere og værdsætte mig.