Ja, så er jeg her igen.

Denne gang sidder jeg i bussen på vej hjem fra en lang dag.
Den har bestået af yoga, træning, øjenlæge besøg, veninde hygge og stemmehøregruppe.
Det har egentlig været en god dag. Jeg føler, jeg har været produktiv. Så kom det så. Den mærkelige følelsesløshed i min krop. Det er som om, jeg ikke kan mærke og alligevel strammer min hud, som er den ved at kvæle mig. Jeg prøver at få kontakt til min krop. Men det hjælper ikke i dag. Jeg kvæles og er rastløs. Mundbindet i bussen hjælper virkelig ikke. Jeg har det ikke særlig godt lige nu. Og så kommer trangen. Trangen til at skade mig selv. Så jeg kan mærke og få luft. Det er en dårlig løsning. Desværre den eneste, der kommer frem i mit hoved.
Jeg prøver virkelig. I håbet om at jeg kan styre mig selv og ikke falde i, kæmper jeg videre. Mod trangen. Mod lysten. Mod stemmerne.
Ja, det var så forkert sagt. Jeg kæmper ikke mod mine stemmer. Jeg prøver at leve med dem.

På den note siger jeg tak for i aften.
Må I alle have det godt derude.

Lisa