Hej Nazanin
Skønt malende digt og lige på og en antydning af noget farligt!

Hej Niels
Meget stærk tekst - ja og samfundet er gået ind i underholdningsbranchen. Færre og færre fordyber sig i baggrund og lange bøger. Musikken skal være gratis sov sov og så al den tomgangssnak på tv døgnet rundt. Bliv gerne ved med at skrive lidt længere tekster. Takker.

Hej Mette
Dit digt er stærkt billedskabende og jeg kan sagtens se det for mig som på en film, hvor det ville være en ren gyser - et mareridt. Meget flot og kraftfuldt sprog. Mange tak for digtet og du deler det.

Hej Ulla
Elsker dit digt
så uforfærdet
livet ser frem
næsten lidt Inger Christensen over det.

tak

Hej Hawraa
Rammer hårdt
lige i hjertet
smukt og fatalt

Hej Niels
Smukt og enkelt
dybt og malende
Takker.

Hej Jeshua

Smukt skrevet og dejlig stemning - tak.

Hej Niels
Spændende at læse om din passion for fotografering. Ja der er sket store forandringer på ganske få år som med så meget andet. Mit første kamera, som jeg fik som barn i 60erne, var en firkantet kasse, der kun tog sort/hvide billeder. Nu tager jeg masser af billeder med mit Canon EOS M50, især når jeg går i naturen (svampe, blomster, fugle, insekter, dyr, padder og ting jeg synes er sjove eller smukke) og nu tager jeg mange billeder, så kan de altid sorteres og de fleste bliver slettet når de er overført til computeren. Tak for teksten.

Hej Hawraa
Smukt billede på, at vi skal passe på kærligheden og hinanden. At vi ikke skal tage hinanden og kærligheden for givet. Tak for et lille smukt digt.

Hej Ulla
Så smukt skrevet - fine billeder uden dissonans, de grå toner forsvinder, bliver til farver. ja le og lev nu. skønt og opløftende. Tak

Hej mette
Tak for det meget smukke digt, som er så fuld af stemning.
Ja vi kan nu glædes over alt det, der grønnes, alle de farver, der opstår, når de mange vilde blomster springer ud. Glædes ved de små ting i hverdagen i en urolig og usikker verden. Så smukt skrevet.

Hej Hans
Hvor er det et skønt digt, så morsomt og absurd skrevet. Og som altid med ord der flyder i en rigtig god rytme.

Skal der musik til er rock er nok at foretrække for på metal er det svært at forstå hvad de "synger".

Hej Anna
Underfundigt og rørende digt, der er smuk som den røde rollator.
Ja vi må udnytte tiden, så det ikke går som med den røde rollator, som nu står ubrugt og alene tilbage.

Tak for digtet.

Hej Maia

Tak for et smukt og malende digt, hvor nuancer, vinter og forår blandes som på denne 1. april. Pludselig kommer solen rigtig igennem og varmer vores vinterkolde knogler igennem.

Hej Mette

Meget smukt, trist og stemningsfyldt digt, som jeg fuldstændig kan relatere til, for jeg boede også et sådant sted i en lille landsby fra jeg var 12 til 20 år.

Jeg husker starten på en ny landsbyskole. Jeg stod lidt afsides og kiggede på de andre børn. Fem-seks jævnaldrende drenge gik over imod mig. De gik rundt om mig, skubbede, og i løbet af kort tid haglede slagene ned over mig, slimede spytklatter dekorerede mit hår og tøj. Til sidst hoppede de rundt om mig som i en indianerdans og råbte grinende: Nu vander han høns, nu vander han høns.

Jeg husker den daglige rutine, som gik ud på at føre mig ned bagest i skolegården, hvor siddepladserne under halvtaget blev brugt som pinebænk. I det lange frikvarter blev jeg ofte ført om på sportspladsen, hvor der var tid til en ordentlig gang prygl, og hvor det var helt legalt at tage kvælertag. Jeg husker at jeg blev smidt i pisserenden og fik presset mit hoved ned i skolens ulækre toilet. Ondskaben var en del af den idylliske landsbyskole, der var omgivet af marker og skov.

Jeg var nok meget nørdet dengang og havde allerede tidligere en meget stor interesse for den vilde flora og fauna, hvilket også blev et mobbeemne.

For evigt husker jeg stemmerne, spytklatterne, kvælertagene, slagene og fornedrelsen i skolegården. Her blev livet slået i stykker, hvilket befordrede angst, intet selvværd og ensomhed.

Folkeskolen efterlod mig som en skygge i skyggernes verden. I mørket ledte jeg efter noget, som kunne give mig nogle smukke farver tilbage, så jeg kunne genvinde noget selvtillid og værdighed. Jeg husker denne forfærdelige følelse af, at mange år af livets mulighed gik tabt. Jeg foretrak at forblive følelsesmæssigt uigennemtrængelig og holdt blikket tomt.

I det virkelige liv fandt jeg intet jeg kunne spejle mig i; men det fandt jeg i kunsten. Især efter jeg flyttede til København som 23-årig, så eg så kunstudstillinger, gik i teatret, hørte meget livemusik, så film i biografen og læste meget litteratur. Jeg søgte ofte stilheden ude i naturen for at fiske eller samle svampe eller bare være der.

I mange år forventede altid at blive afvist, og ensomheden var som en stille omklamring, som ingen menneskelig samtale kunne overvinde. Når jeg var i selskaber eller bare gik på gaden, var jeg på vagt over for alle andre mennesker. Jeg var her for mig selv. Ingen andre var her for mig. Jeg ventede på min tid, og dagene blot fløj forbi. ja der gik 15-20 år inden jeg genvandt livet.

Det er som om dit digt beskriver alt dette på smukkeste måde.

Mobning florerer stadig i på skoler og på arbejdspladser. det er trist.