Dato. 06. april 2015

Kære dagbog

Er jeg glad? Er jeg lykkelig? Hvornår ved man disse ting? Idag har jeg cyklet omkring 12 km, med vinden i håret, solens stråler i ansigtet og med udsigt ud over marker, blomster og natur. Det er skønt at tage en dyb indånding helt ned i lungerne, og bare mærke hvordan den friske vind forsigtigt kærtegner mit ansigt, det at mærker at man lever og tager en dag af gangen, lever hvert sekund af den værdifulde tid man får skænket, kun en gang.

Hvornår kan jeg være tilfreds? Slappe af? Hvornår er det godt nok? Jeg ville tit og ofte ønske jeg var 60 år. nær pensionist alderen, klar til at leve et fredfyldt og stille liv. Sidde på den veranda, som jeg selvfølgelig selv har bygget, på en lille hvid bænk, med små franske puder, en kop grøn te og lidt farverig hobby strikning, eventuelt en lille tæppe tisser ved navnet King, hvad ellers? Med udsigt over havet, lidt strand nogle muslingskaller, et par der løber hånd i hånd langs stranden, det må da være livet, eller hvad? Hvad ellers? Nå ja, selvfølgelig, og så var der manden, han sidder sikkert og skider, sikkert i hækken over til naboen, fordi han af en eller anden mærkelig grund, er kommet i tanke om at vi skal spare på toilet vandet når vi trækker ud, og ja så gøder han da os lige rabarberne på samme tid, to fluer med et smæk, hvad ellers? nærige gamle røvhul.

Vi håber, vi ønsker og vi drømmer, men bliver det sådan, som vi nu engang håber, ønsker og drømmer om, det vil kun tiden vise. Og indtil da, kæmper jeg en kamp for at det er sådan det ender.

Ciao Racuelle

Ps. Drøm sødt.